torsdag den 29. juni 2017

Bornholm - dag 12 - 0 km - 350 km

Mille har ligget under tag i dag sammen med de 9 store, flotte både og en masse kajakker. Og jeg har været på vandretur.

Allerede i går mødte jeg de gode folk her fra Rønne Roklub, da de samlede mig op i Ystad. De er altså nogen seje nogen!! Steen har fløjet med helikopter og er blevet hejst både op og ned, foruden at han startede windsurfing på Bornholm i 1977 og har surfet til Sverige. Benny er gået på efterløn og er klubbens toproer - 17.000 km på 8 år. Bente er mega sej og har roet alt muligt - var første kvinde over stregen på Møn rundt sidste år. Per, Leif, John og Vivi var også med færgen og fortalte sørøverhistorier. Vivi er fra navigationsskolen i Kbh og har sejlet BornholmerFærgen hvor hun nu er inspektør. Da færgen gyngede, så glas og fade røg lidt rundt, og der blev tomt i bistroen, spurgte jeg hende, hvor vi var på en skala fra 1-10? Altså for dem på broen var det en 1'er. Også i kajakkerne er de vant til, at bølgerne går højt. Sån er det at være bornholmerroer!

Der var kaffe og kage i klubben da vi ankom, og vi fik sagt hej til flere andre. Bla Rolf og Nina som kender en af mine tidl studerende!

Per anbefalede en gåtur, som jeg så tog i dag, nu hvor det alligevel blæser. Først bussen til Hammeren og så til fods ad kyststien til Hasle. Busturen tog knap en time og gik bla langs kysten fra lidt nord for Gudhjem til Hammeren -....... jeg har nok set større bølger vestpå, men det er de vildeste brændingsbølger, jeg har oplevet... tabte helt pusten. Chaufføren var fin og hilste på folk undervejs og fortalte om, hvordan her er, når det for alvor stormer.

Gåturen var meget smuk ad en sti, der snoede sig op og ned ad klippesiderne, og der er fuld af spændende fortællinger undervejs om redningsaktioner og skanser (vist den største koncentration af dem i Dk) og landskabets formning af fordums istidssø - en kæmpe ferskvandssø, hvor Østersøen ligger i dag. Turen går også forbi stenbruddet i Vang - der ku man optage en Jamen Bond scene, tror jeg. Og så er der jo også Joens Kapel - flot altså, som man ser! Lidt før Hasle kommer der miniputbyer med små huse og skrå haver fulde af blomster. Koldt og blæsende, men virkelig fint.

I Hasle var der god tid til næste bus, så jeg var forbi den travle Havnegrill og tog det klassiske billede som hører til en kajaktur :-) ...sorry - lidt skråtlæns :-) Gråspurvene hoppede næsten tamme op på bordet for at få en bid med.

Tilbage i Rønne var jeg lidt rundt i byen og omkring kirken og snakkede lidt med Ilona, som sad og øvede sig på orglet med nogen sjove jazzede variationer over et Mozarttema. På vej hjem til klubben sendte vinden sideskilningen skiftevis til højre og venstre, og det var godt at komme under tag.

Jeg har kigget forskellige vejrudsigter og tænkt. Måske var vandet tidligere i dag, så jeg måske kunne ha roet til Hammerhavnen - men ikke en meter længere - man kunne så de hvide østbølger svinge om hjørnet lidt nord for. Måske er det de roligste vejrudsigter, der har ret. Men iflg de lokale så lægger bølgerne sig ikke lige, bare fordi vinden gør (kig bare på fcoo - 1-1,5 m) og selv ved fralandsvind kan vinden komme susende langs kysten, og jeg ved ikke hvordan kastevinde reagerer ved høje klipper i forhold til den lidt fladere kyst, vi kæmpede med i Sverige. Og måske blir det regn og torden..... og en masse andre måske'er. Det korte af det lange er, at jeg kan risikere, at vi blæser inde mange gange, på en tur der ville ta 2-3 dage at ro. Og det kan blive en kold og våd og rå omgang.
Nixen. Det skal være sjovere!!

Så i morgen tar vi færgen til Køge. Jeg snakkede med dem for en uge siden, hvor de sagde, at jeg ku få Mille med. I dag viser det sig, at noget er gået galt i kommunikationen et eller andet sted - men de har været vildt søde og stået på hovedet, og jeg har nu fået lov på betingelse af, at jeg selv ruller hende ombord og bærer mit eget grej.
Tak altså! Det er jeg meget lettet over.
Om alt går vel, og vejret holder, så finder jeg en plet til mit telt på Køge havn i morgen aften og stikker nordpå lørdag morgen - det blir godt at komme på vandet!
Udenfor hyler og tuder vinden, men der er stille og hyggeligt i Rønne Roklub. Nu står den på pukkate og en whisky.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar